FLYDENDE LANDSKABER vender tilbage til Skagen

27. august - 6. september 2025!


- En vandreforestilling i hedelandskabet ved Det Grå Fyr i Skagen
af Pernille Garde Stage Art

- Intet forbliver det samme, alt er i bevægelse, flytter sig, bliver til noget andet over tid.

FLYDENDE LANDSKABER er et koreografisk, steds-specifikt værk, der undersøger de elementer, der har skabt og stadig bevæger landskabet og mennesker i Skagen; vejr og vind, sandflugt, trækfugle, havets bølger, undergrundens forflytninger af lag og materialer, kunstnerkoloniens motiver - og historiens vingesus.

FLYDENDE LANDSKABER skildrer natur og mennesker i bevægelse; i beruselse, i søgen efter mening, tilhørsforhold, kampen om føde, ressourcer og territorier, og sporene efter krig i landskabet. Forestillingen udforsker, hvordan menneske og natur gensidigt påvirker og former hinanden i en uophørlig strøm af bevægelser. I et sanseligt, legende, humoristisk univers guides publikum, fra Det Grå Fyr, ud på en vandring med tre dansere og performere ind i hedelandskabet. 

FLYDENDE LANDSKABER er sandets, vandets, vindens, materialernes, affaldets og menneskenes rejse og forvandling igennem landskabet, og sporene der efterlades over tid. Hvilke spor ønsker du at efterlade, når du engang forsvinder?

Koreograf og iscenesætter, idé, koncept, manuskript, publikumsguide og projektleder: PERNILLE GARDE. Dansere og performere: LISBETH SONNE ANDERSEN, CASPER ALBREKTSEN og KASPER DAUGAARD POULSEN. Forestillingen er skabt i tæt samarbejde med de medvirkende. Produktionsleder og medvirkende praktisk assistent: ALMA SOZA HOLMEFJORD. Komponist og lydkomposition: MONS NIKLAS SCHAK. Kostumer og rekvisitter: ÅSA GJERSTAD. Dramaturgisk og koreografisk konsulent: KASPER DAUGAARD POULSEN. Medudviklere på koncept: LISBETH SONNE ANDERSEN og KASPER DAUGAARD POULSEN. Oversættelse manus til engelsk: Katrina Bugaj. PR-fotos: VIBE MARIA DAHL ANDERSEN. Trailer: MONS NIKLAS SCHAK og PERNILLE GARDE. Administration og sparring: JENS CHRISTIAN JENSEN (JC-Copenhagen). Samarbejdspartnere: KULTURHUS KAPPELBORG, METROPOLIS - Københavns Internationale Teater og DET GRÅ FYR i Skagen. FLYDENDE LANDSKABER blev til i samarbejde med METROPOLIS og KULTURHUS KAPPELBORG i 2023, og var en del af Performing Landscapes i 2023. Producent: PERNILLE GARDE STAGE ART.

FLYDENDE LANDSKABER er støttet af Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Nordea-fonden, Knud Højgaards Fond, William Demant Fonden og Ida Løfbergs Fond/ Betty Nansens Hus.

Del af PERFORMING LANDSCAPES
metropolis/performing-landscapes

Tak til Rolf Christensen, Det Grå Fyr, Naturstyrelsen Vendsyssel, Frederikshavn Kommune, Skagen Odde Naturcenter, Hans Ravn, Tove Dalberg Bentsen, Egersund Trawl, William Petersen, Skagen Festival og Larsen & Thorsen.

 

 

 

 

 

Performer: Lisbeth Sonne Andersen
Foto: Vibe Maria Dahl Andersen

Publikumsrespons fra vores gæstebog august 2025:


"En dejlig, sanselig, og poetisk oplevelse med mange informative guldkorn. Kan varmt anbefales."


"Tak for denne rørende og inspirerende performance. Vi kunne dykke ned i en mystisk verden, og vi oplevede en masse omkring de forskellige aspekter af landskabet. Masser af nærvær fra "danserne", som passede perfekt ind i scenariet. Vi er taknemmelige for oplevelsen."


“Dejlig oplevelse, mange følelser i spil.”


“Tak for oplevelsen. Blæsten var med os.”

 

 

 

 

Praktisk information
Mødested for publikum: v arbejdsvognen på P-pladsen ved Det Grå Fyr i Skagen. Varighed: ca. 90 min. Ruten er 2,5 km. og begynder og slutter ved Det Grå Fyr i Skagen. Myg kan forekomme, så medbring gerne myggespray og påklædning efter vejrforhold. Godt fodtøj anbefales.Forestillingen gennemføres i let regn. Medbring venligst paraply eller regnslag.
Forestillingen spilles på engelsk d. 29. august og d. 5. september 2025. 

Forestillingen egner sig desværre ikke til gangbesværede, men alle er velkomne.

Forestillingen er for voksne og unge over 12 år.

Billetbooking: kappelborgskagen.dk