Stilhedens Symfoni anmeldelser

Weekendavisen, 16.-23. april 2010, Majbritt Hjelmsbo:

“I Pernille Gardes Stilhedens Symfoni er scenen sat til tiden lige efter første Verdenskrigs afslutning. En soldat er på vej hjem fra krigen og indlogerer sig på et hotel. I et andet værelse huserer en klassisk komponist, og i kabareten overfor underholder en natklubdanserinde. Og lad det være sagt med det samme, det er tre yderst garvede dansere og performere, Pernille Garde her sender på banen. Som den traumatiserede soldat er Bo Madvig uafrystelig god. Alt står at læse i hans udmagrede ansigt og forpinte krop. Angst, paranoia, mareridt, granatchok. Bo Madvig behersker hver eneste muskelfiber helt ned til øjenlågenes allermindste sitrende trækninger, når han i et splitsekund skifter fra en mental tilstand til en anden og med dirrende hænder frvandler sig fra halucinerende vrag til målrettet dræbermaskine med stimer af håndgranater, der uafladeligt må kastes og rystende fingre, som stikkes i ørerne, når bomberne falder. Med patologisk præcision afdækker Bo Madvig i en og samme sengescene både al krigens gru og de mentale skader, som er uudslettelige i soldatens erindring, og som kan trigges af en pludselig lyd, en glødelampes lysglimt eller hver gang han lukker øjnene og forsøger at sove. I naboværelset lader en velklædt Alexander Bourdat sine bløde komponisthænder falde tøvende ned i klaverets tangenter og dirigerer henført et imaginært orkester med regnormeagtige gummiarme. Men i mødet med Tiziana Frachiollas sexede natklubdanserinde, der kan svinge ben så højt og vrikke så æggende med hofterne at man bliver helt ør, transformerer musikkunstneren sig til brutal voldsmand og senere igen til svedig natklubdirektør med styr på hele showet. ... andre steder pendler Pernille Garde imponerende mellem drøm og virkelighed, fortid og nutid. Regulær morsom er f.eks. de to mænds barnlige et-tag-fat og gemmeleg rundt om klaveret, der overrumplende får en uhyggelig kant, når drengenes slåskamp pludselig eskalerer til voksne mænds kamp på liv og død. Og sexede Tixiana Frachiolla svinger overbevisende labilt mellem udfordrende dulle, sårbart offer og følelseskold herskerinde. Tak spids, der er ingen kære mor der. ...Der er med andre ord alt andet end stille i Pernille Gardes Stilhedens Symfoni. Kuglerne pifter og bomberne springer stadig inde i soldatens hoved. Og det perverse show fortsætter åbenbart. En modig og kontant udmelding fra en koreograf der har noget på hjerte.”


Frederiksberg lokalavis, Nanna Boye:

"Pernille Garde har lavet en fin danseforestilling der underbygges af en imponerende scenografi...hun har valgt en historisk ramme, men soldatens mareridt og traumer, kan lige så godt foregå anno 2010...hans hjertebanken er understreget i lydkulissen, og hans mareridt bliver en dans i under og på sengen [...] der er mange spændende scener og danse det kan de!" 


Dance International, Canada. Skrevet af Anne-Marie Elmby:

“Through her unique talent Pernille Garde was able to transform a current, serious subject matter into a captivating dance performance that crept under the skin. Her inspiration for The Symphony of Silence came from watching a film with WWI shell shock victims and supplementary information from a former member of a Kosovo task force. A young soldier back from the theater of war tried to find peace and quiet in a simple hotel room, but started up at the minutest sound reacting as if the folding bed was an attacking enemy. Bo Madvig’s traumatized human being embodied a whole range of anxieties and hallucinations that made one visualize the nightmare experiences the soldier was haunted by. Venturing out of his room he eyed a cabaret danseuse, portrayed by Tiziana Fracchiolla, who performed her sensual dance titillating the soldier boy with an undertone of longing for affection. Advances between two damaged souls in a shattered world soon turned abusive. The third participant, Alexandre Bourdat, tried desperately to extort compositions from his piano that would match a new and better world. A bar set at the back attracted all three characters to drown dreams and depression at the bottom of a bottle, and attempted bonding ended in going berserk and violence. One scene turned into an absurd circus of inhuman behavior and brought to mind the tormenting guards and their victim in Christopher Bruce's Swansong. The sound collage by Greatmusic, the composer duo Tin Soheili and Niklas Schack, included music that bridged pastand present, while authentic video sequences almost became superfluous, since the artistic testimony was so powerfully performed.”
 

***** Herningfolkeblad 13. oktober 2011, Dorte Kolding:

"Konsekvensen af enhver krig. Også de soldater, der overlever krigen, mister livet. Gæstespil på Team Teatret. Danseforestilling »Stilhedens Symfoni, en soldat vender hjem« af Pernille Garde.

Moderne dans er vi mildt sagt ikke forvænt med i Herning. Heldigvis køber Team Teatret fra tid til anden en danseforestilling. I aftes præsenterede Team således en talentfuld, dansk koreograf og iscenesætter, Pernille Garde. Synd bare, at så få havde købt billet. De, der ikke kom, gik glip af fortællingen om, at også de soldater, der overlever krigen, mister livet. Det aktuelle tema er mere end velegnet til at blive eksponeret gennem dans eller rettere bevægelse - og det er sagt positivt. Vi møder først soldaten, da han entrerer et usselt værelse. Han kommer direkte fra krigens absurditeter, som fortsætter i mareridt, angst og kaos.

Indbildte scenarier Bo Madvig er fra første færd et menneske, der ikke kan være i sin krop. På vagt, sitrende, rædselsslagen, hypersensitiv over for lys, lyde og indbildte scenarier. Falder han i søvn, overfaldes han af mareridt. En sammenklappelig feltseng udgør en genialrekvisit som blandt andet fængsel og skyttegrav. Soldaten møder, reelt eller i fantasien, en komponist, der prøver at skabe nye fraser og melodier på klaveret,og han hvirvles ind i en kabaretdanserindes klichéfyldte, forførende optræden. Han forsøger at komme ind i livet ved at gå på bar. Han leger gemmeleg med en mand, som dør, da legen eskalerer. Uanset om han prøver at komme i nærkontakt med mand eller kvinde, mislykkes det. Det ender med, at de udstiller ham i en slags grufuld cirkusforestilling, eller er det et reality-show, måske et torturfængsel, blødende og bundet på syn og hænder. Det ultimative offer, frarøvet ethvert håb. Det lykkes koreografen og danserne at række ud og få publikum til at føle, hvad der sker inde i et menneske med en sønderbombet psyke. Identiteten er pulveriseret og kan ikke genopbygges. Relationer kan ikke etableres. Tilbage er kun et destillat af desperation.

Dygtige dansere Danserne er alle tre særdeles dygtige. Koreografien vægter mimik og bevægelser nok så meget som egentlig dans. Det giver et kalejdoskopisk udtryk med ustandselige skift mellem alle palettens følelser, der stammer fra den traumatiserede soldats subtile lag. Men også kvinden og manden, der repræsenterer den såkaldte normalitet, udfolder et hav af følelsesmæssige nuancer.

Højt niveau Vi befinder os på et højt kunstnerisk niveau, hvor dansen spiller suverænt sammen med lyseffekter, videooptagelser, lyde og musik. Det hele gestalter det uophørlige inferno i den martrede sjæls indre. Hans smerte siver ind under huden på os på tilskuerpladserne, og fordi forestillingen således fungerer som et stærkt vidnesbyrd om krigen som en uhelbredelig kræftknude på civilisationen, sættes også tanken i alarmberedskab. Så afskaf dog de krige!"


Teater 1, nr 149, Johan Brøndsted:

"Fortællingen var den alt for aktuelle om krigens gru, der har lagt et menneske øde. Efter eksplosionerne kommer stilheden og i den stilhed findes der en rædslens musik.

En soldat kommer tilbage fra den første af de store krige i det sidste århundrede. Bo Madvig var soldaten, bleg, furet, stivnet og uforlignelig. Han barrikaderede sig på sit tarveligt hotelværelse - et skrånende repo med feltseng og den slunkne vadsæk lagt ved stolen der var itu. Bevægelserne var til at begynde med afmålte og formålsbestemte: han løftede sengetæppet for at se om der gemte sig noget under sengen. Låst i sin egen frygt og med aggressionerne uden på tøjet lokkes han alligevel ud af en komponist og en varietédanserinde placeret på hver sin lille scene.

Først med toner fra Alexandre Bourdats opretstående klaver, som med sin gestaltning af indlevelsen og medfølelsen alligevel bliver overvældet af soldatens aggressioner og må slå tilbage i klassisk bokserattitude. Den virtuose Tiziana Fracchiolla skal ægge os og soldaten, men hendes bevægelser er kontrollerede, afmålte og noget andet titter frem helt fra begyndelsen: urovækkende.

Der var humor og et lille håb da Madvigs soldat havde opsøgt komponisten og de to indledte en gribende pas de deux omkring klaveret. Komponisten forsøgte at (be)gribe soldaten og soldaten gemte sig - rundt og over og under gik det. Hæsblæsende blev vi trukket igennem det helvede at være et menneske der har oplevet krigen og skal leve videre - igennem soli og duetter på kryds og tværs mellem de tre dansere.

Denne afsøgning af krigens eftervirkninger for exsoldaten og medmennesket, blev afsluttet med en finale, hvor danserinde og komponist nu var tryllekunstner og assistent. Musikken var hysterisk overgearet og de trak den forkomne ekssoldat rundt i manegen, udstillede ham, ydmygede ham og satte til sidst en rød klovnenæse på ham. Han dækkede sit ansigt med hænderne, trak dem ned, og Madvigs blottede ansigt udtrykte en sær ro - med et slags smil til sidst.

Jeg vil gerne tro på at ekssoldaten indser, at han er blevet misbrugt, ydmyget og ødelagt. Indser, at der ikke var nogen højere mening med den indre ødemark, han er blevet til. Indser, at krig aldrig, aldrig er løsningen og at den indsigt alligevel, på en sær næsten bagvendt facon, giver en forløsning, også for soldaten. Men jeg er ikke sikker. Slet, slet ikke sikker."