Anmeldelse af En Bryllupsnat

**** Byenkalder.dk, Susanne Trudsø:

”Pernille Gardes danseforestilling En Bryllupsnat er en barsk, både drømmende, hadsk og ironisk historie om en kvinde, der står foran sin bryllupsdag… Dansescenens black box er flot udnyttet af Mia Stensgaard med helt enkle rekvisitter og med en understregende lyssætning, som hele tiden flytter fokus svarende til handlingen. Komponist Mathias Nielsen har skabt den understøttende stemningsskabende lydside. En Bryllupsnat er ikke en entydig historie, men derimod en række sekvenser fuld af antydninger. Man får en bunke impulser med sig hjem til videre refleksion.”

 Kultunaut.dk, Heidi Johanna Rothausen:

”Pernille Garde har de senere år arbejdet med et emotionelt koreografisk sprog, der tager udgangspunkt i menneskelige problematikker. I En Bryllupsnat forsøger hun at få alt det usagte og undertrykte frem i dansen, og det lykkes fint, fordi de fire dansere har et stærkt udtryk - også rent mimisk… Med et surrealistisk touch klæder hun personerne af, så de krænger sig ud af fastlåste identiteter og i stedet viser nye sider af sig selv, som chokerer, undrer, sårer, glæder og overrasker den øvrige familie.”

Mette Garfield, Terpsichore:
”I Pernille Gardes dansefortælling ”En Bryllupsnat” på Dansescenen sættes familiens fastlåste roller let genkendeligt i scene. Den lurende uro under den velpolerede facade slås allerede an i Bo Madvigs fantastiske lille intro. Med underspillede, lumre hofter og med de markante kindben, frække albuer og gadedrengeryg danser han dekadent i et spotlight til skrattende, gammel stumfilmsmusik… Det er konflikterne og de følelser, de fører med sig og opstår af, som Pernille Garde mestrer at vise i trin og kroppe.”

FP- Copenhagen Post
“The piece is filled with the customary wedding-motifs: white tulle lace, a late groom, a hysteric mother and an envious sister who attracts the young husband's attention a bit too successfully. In spite of this concretion, Pernille Garde, who graduated from the Danish school of contemporary dance in 1999, has choreographed a piece that is never banal. Her means of staging the relationships and memories of the involved characters are reminiscent of the German Tanztheater tradition."