PRESSEMEDDELELSE | STILHEDENS SYMFONI - EN SOLDAT VENDER HJEM

”Der er med andre ord alt andet end stille i Pernille Gardes

Stilhedens Symfoni. Kuglerne pifter og bomberne springer

stadig inde i soldatens hoved. Og det perverse show 

fortsætter åbenbart. En modig og kontant udmelding 

fra en koreograf der har noget på hjerte.”

             Weekendavisen 2010 Majbritt Hjelmsbo

Danseforestilling om krigens konsekvenser på Danmarksturné

Danmarks deltagelse i krigen i Irak og Afghanistan har for alvor sat fokus på krigens konsekvenser, ikke bare for et samfunds selvopfattelse, men i særdeleshed også på de menneskelige konsekvenser. Soldater vender hjem med ar på sjælen. Det er temaet for Pernille Gardes fortællende danseforestilling ”Stilhedens Symfoni - en soldat vender hjem”. Forestillingen sendes på Danmarksturné i oktober og november 2011. Medvirkende er blandt andre den prisvindende danser og performer Bo Madvig.

Vi befinder os på et hotelværelse. En soldat forsøger at finde ro og stilhed, men sanserne er skærpede. Byens lyde trænger ind til ham, deriblandt toner fra en komponist, der insisterende arbejder på at skabe en ny symfoni. En kabaretdanserinde dukker frem af mørket, forførende og truende. Soldaten overvældes af lyde og indtryk. Erindringsglimt fra skyttegravene. Virkelighed og drøm smelter sammmen i beruselse, angst, mareridt og hallucination. Soldaten genoplever krigens rædsler i mødet med danserinden og komponisten; eksploderede kroppe, en døende ven, bomber der springer og iskold regn.

– ”Stilhedens Symfoni” er en forestilling om at miste kontrol, fodfæste og identitet, når alt det man kender, spænges. Forestillingen kunne lige så godt foregå idag, men jeg har helt bevidst valgt at skrue tiden tilbage og lader en soldat med granatchok vende hjem fra 1. Verdenskrig, fortæller Pernille Garde og fortsætter:

– Inspirationen til forestillingen kom for flere år siden, da jeg så gamle, rå og støvede optagelser af soldater med granatchok fra 1. Verdenskrig. De fysiske rystelser, tics og mentale skader soldaterne havde pådraget sig gjorde et voldsomt indtryk. Optagelserne blev vist uden lyd og at se så brutale billeder i stilhed gjorde oplevelsen endnu stærkere. Det skete dengang og det sker nu... Det måtte jeg fortælle en historie om.

1. Verdenskrig var et vendepunkt og et traume for det moderne menneske. Verden tabte sin uskyld mellem kemiske våben, maskinpistoler, pigtråd, et ufatteligt stort antal bomber og strategisk anvendte skyttegrave i en håbløs og desillusionerende krig. Soldaterne blev udsat for et hidtil uset psykologisk pres i skyttegravene. Og for første gang i historien vendte tusindvis af soldater hjem efter krig med alvorlige psykiske problemer. Dengang var betegnelsen granatchok, i dag Post Traumatisk Stress Syndrom, PTSD.

Under sin research til forestillingen talte Pernille Garde blandt andet med en tidligere udsendt soldat i Jugoslavien. Han udtrykte sine oplevelser således: ”Al normalitet bliver sprængt, det er surrealistisk, ekstremt, en dødsoplevelse og overlevelse… Jeg er ikke den samme som før, jeg er grundlæggende blevet en anden.”

– Jeg fortæller historier med dansen og i mine danseforestillinger er der en konkret handling, man kan følge. Dansens force er, at den formår at fortælle om det, vi ikke kan udtrykke med ord. Dansen kan berøre publikum på andre måder end det talte ord og derfor kan en danseforestilling være en mindst ligeså intens og berigende oplevelse som en teaterforestilling” siger Pernille Garde.

Bo Madvig, der spiller den hjemvendte soldat blev da også umiddelbart efter forestillingen premieret af Albert Gaubiers fond, bl.a. for sin markante rolle som soldaten. Og også Weekendavisens anmelder Majbrit Hjelmsbo fremhævede hans præstation:

”Som den traumatiserede soldat er Bo Madvig uafrystelig god. Alt står at læse i hans udmagrede ansigt og forpinte krop. Angst, paranoia, mareridt, granatchok. (…) Med patologisk præcision afdækker Bo Madvig i en og samme sengescene både al krigens gru og de mentale skader, som er uudslettelige i soldatens erindring.”

Kontakt og Info

Janne Hovmand Storm tlf. 26 16 22 56, jannestorm@jannestorm.dk

Pernille Garde tlf. 27 14 72 06, contact@pernillegarde.dk www.pernillegarde.dk

 

 

PÅ & BAG SCENEN - STILHEDENS SYMFONI

Idé, koreografi og iscenesættelse Pernille Garde

Dansere samt koreografisk materiale Bo Madvig, Tiziana Fracchiolla og Alexandre Bourdat

Dramaturgisk konsulent Kristoffer Møller Hansen

Musik Greatmusic /Tin Soheili og Niklas Schak

Scenografi og kostumer Julie Forchhammer

Lysdesign Michael Breiner

Video Mikal Bing

Afvikler Jonas Corneliussen

Pr-fotos Natascha T. Rydvald / Freddy Tornberg

Grafik Robin Neil Hart

Pr Janne Hovmand Storm

Administration ProjektCentret i Dansens Hus v. Hanne Svejstrup

Stilhedens Symfoni på turné er støttet af Aktualitetspuljen og Augustinus Fonden

Materiale til forestillingen kan downloades på www.pernillegarde.dk

Videoteaser på: http://www.youtube.com/watch?v=FbvSOwj0wJM

PERNILLE GARDE

Pernille Garde er født i 1973. Uddannet på Skolen for Moderne Dans fra 1995-1999. Har skabt en række danseforestillinger siden. bl.a. Om brødre, En bryllupsnat, Step into the darkness into the light, Unfold, Stille Flyder natten og Fald. Hun har modtaget arbejdslegat fra Statens Kunstfond i 2007 og var blandt vinderne af dansekonkurencen Dansolution i 2001 på Dansescenen. www.pernillegarde.dk


 

TURNE OKTOBER/NOVEMBER 2011

11. oktober Viborg Musiksal, Viborg

12. oktober: Teamteatret, Herning

14. oktober: Randers Egnsteater, Randers

15. oktober kl. 19.30 Performers House, Keddelhuset, Silkeborg

26. oktober Bøgestrømmen, Vordingborg Teater, Vordingborg

28. oktober: Kulturværftet, Helsingør Teater, Helsingør

29. oktober: Roskilde Teater, Laboratoriet, Roskilde 

1. november: Galaksen, Værløse 

3. november: Grønnegade Teater, Næstved

15. november, Musikhuset Holstebro

16. november, Torvehallerne, Vejleegnens Teaterforening, Vejle

17. november: Entré Scenen, Aarhus

18. november: Entré Scenen, Aarhus

24. november: Baggårdteatret, Svendborg

Kontakt det enkelte spillested for nærmere information.

Kontakt og Info

Janne Hovmand Storm tlf. 26 16 22 56, jannestorm@jannestorm.dk

Pernille Garde tlf. 27 14 72 06, contact@pernillegarde.dk www.pernillegarde.dk